Det er en smagssag og et temperamentsspørgsmål, om du foretrækker at arbejde med fulde eller tømte æg.
Traditionelt har man arbejdet med fulde æg, og man har heller ikke tømt dem efter farvning og lak. Æggets indhold vil så langsomt tørre ind og til sidst efterlade en lille hård kugle inde i ægget, som man kan høre, når man ryster det. Der er dog risiko for, at ægget udvikler gasser og eksploderer i processen, hvorefter en ”liflig duft” af rådne æg spreder sig. Det har jeg ikke nerver til, så jeg arbejder med æggene fulde, men tømmer dem efter lakering. Andre foretrækker at tømme æggene inden farve, og der er fordele og ulemper ved begge. Se oversigten nedenfor.